11 gode råd til at komme igennem en depression

  • Post author:
  • Post category:Blog

Kære læser.

Velkommen til mit allerførste blog-indlæg. Jeg vil fremover lave jævnlige opslag der har relevans til det arbejde jeg laver hos Natur- og hesteterapi.

Jeg brænder dybt og inderligt for at hjælpe mennesker, der på den ene eller anden måde har det svært, med at få livsglæden, håbet, troen og selvkærligheden tilbage igen, ja faktisk er det mit livs formål! Jeg har valgt at starte bloggen med at skrive om noget de fleste af os kender til; nemlig vinterens tunge greb om hjertet.

Denne tid på året er særligt hård for nogle af os. Det sparsomme lys, det våde og kolde vejr, samt manglen på sollys, kan nemt lægge en dæmper på energiniveauet og humøret. Nogle mennesker oplever ligefrem at blive deprimerede vinteren over, og andre døjer med deciderede tilbagevendende “vinter-depressioner”. 

Jeg har igennem rigtig mange år (ca 18 år) selv været ramt af utallige depressioner, men sådan er det heldigvis ikke længere. Det er ikke noget jeg bare er kommet mig over, det har krævet hårdt arbejde og utrolige mængder viljestyrke, at nå hertil hvor jeg aldrig når at komme helt ned i det dybe hul, for det er så hårdt at hive sig selv helt op fra bunden.. jeg er sikker på, at du ved hvad jeg snakker om hvis du er deprimeret eller har prøvet at være det før. Jeg ved selv hvor ufatteligt hårdt det kan være at komme igennem en depression, og hvor meget indre styrke det kræver, så derfor har jeg samlet mine bedste råd til at håndtere en nuværende depressiv tilstand, eller som information til dig der er tæt på én der lider af vinter-depressioner.

Jeg håber det kan hjælpe dig til at komme igennem din depression, på den blideste måde. Husk at det er midlertidigt, hvis du handler på det, er tålmodig og drager omsorg for dig selv. Du må meget gerne tilføje andre gode råd i kommentarfeltet:-)

Søg altid hjælp hvis du går med tanker om selvmord. Der er altid hjælp at hente, uanset hvor håbløst det hele virker lige nu. 

Mine 11 bedste, og gennemtestede råd, til at komme godt igennem en (vinter) depression

  1. Brug mindst 15 minutter udenfor hver dag (gerne meget mere, men 15 min. er okay). Sæt dig evt bare i en stol på din altan eller i din have, hvis du ikke kan overskue at skulle bevæge dig væk fra dit hjem. Det vigtigste er at du får frisk luft og dagslys, også selvom solen ikke skinner. Sørg også for at have friske planter indenfor, de giver god energi, er smukke at se på og renser luften.
  1. Sørg for at spise, bare en lille smule! Selvom appetiten kan være noget nær ikke-eksisterende, så er det vigtigt for dit mentale og fysiske helbred at du får noget næring. Hvis du er alene, så sørg for at du har noget nem mad tilgængeligt, så du ikke skal bruge mere tid end højst nødvendigt på at tilberede det. Ting jeg kan anbefale at spise er frugt, rå grøntsager, yoghurt, skyr (evt med mysli), spejlæg (jeg vender dem, og steger begge sider) med avokado til, en god gammeldags toast, suppe, rugbrødsmadder og forårsruller. Hvis du intet kan få ned vil jeg anbefale dig at købe Arla Protino, som er en syrnet ernærings/proteindrik. Det kan blandt andet købes i Meny, og det fås i to varianter, hindbær og vanilje/citron (smager som koldskål). Man kan også købe ernæringsdrikke på apoteket, men dem er jeg ikke så vild med. De smager lidt for syntetisk ifølge min smag, men prøv dig frem. Det kan også være en fordel at tage et vitamin/mineral supplement. Gå ned i helsebutikken hvis du mangler gode råd. Og sidst men ikke mindst, Nemlig.com har virkelig reddet mig fra et sammenbrud flere gange. (Dog skal man bestille dagen før, og købe for mindst 400 kroner, men jeg fylder op med grønne planter hvis ikke jeg kan finde på mere at købe, haha)
  1. Bevæg din krop hver dag. Det er næsten lige meget om du går en lille tur, cykler, rider, dyrker yoga, fejer, støvsuger, river blade sammen, går op og ned ad trapper, bare du ikke ligger stille hele dagen. Det er usundt for kroppen at ligge for meget ned, og efter kort tid begynder musklerne at svinde ind. 
  1. Sov rigeligt, men ikke for meget. Det er helt naturligt at du er ekstremt træt hvis du er nedtrykt eller deprimeret. Din hjerne er enten på overarbejde (tankemylder) eller i dvale (apati, ligegyldighed). Det er ikke unormalt at have brug for 12 timers søvn under en depression, det er heller ikke unormalt at lide af søvnløshed. Hvis det er svært at sove, eller du vågner med angst, kan jeg anbefale dig at sætte beroligende musik på (evt Tron Syversen – A peacefull path to forever, Inner journey og Golden forest er mine yndlings). Det virker afslappende på nervesystemet, og skaber tryghed at falde i søvn, og vågne op til stille og yndefuld musik.
  1. Find noget at grine af, eller nogen at grine af eller sammen med. Når vi griner udløses hjernes “lykkestof”, dopamin, og det er netop det stof som vi er i mangel af lige nu. Så selvom det er svært, så find noget du normalt synes er sjovt, og se om det ikke er muligt for dig, at få bare et lille smil på læben. Du vil ha’ det så meget bedre indeni bagefter.
  1. Opbyg et lille personligt netværk som du ved, at du kan søge hjælp, råd, støtte og omsorg hos. Evt en terapeut du er tryg ved, en psykolog, dine søskende, forældre, øvrige familie, venner, lærere, klassekammerater, kollegaer, din læge, en støttegruppe osv. Vær åben omkring din tilstand, (det kan være pisse svært, jeg ved det godt) og fortæl at du finder trøst og tryghed, i at vide at du ikke behøver at være helt alene om at komme igennem de værste dage. Det er normalt at have brug for hjælp, og jo mere bevidste dine omgivelser er om din tilstand og dine behov, jo lettere er det rent faktisk at række ud og bede om hjælp når det er nødvendigt.
  1. Ha’ mindst én person du kan ringe til dag og nat! Spørg direkte om det er okay at bruge personen til formålet, så skal du ikke være bange for at ringe klokken tre om natten hvis det er nødvendigt. Dét at vide at der altid er én klar til at trøste dig og lytte til dig, er virkelig betryggende og ofte er det nok bare at vide, at muligheden er der hvis behovet opstår.
  1. Lav en liste over ting du kan gøre for at få det bedre når du har det rigtig slemt. Det skal være ting som du allerede nu ved har gjort dig glad førhen. F.eks at se din yndlings disneyfilm (det virker altid for mig at se Shrek og Skønheden og Udyret), høre bestemte sange (jeg har en playliste kun med numre der gør mig glad og trøster mig). Ringe til en ven, tegne, kigge på fisk, eller andre dyr, finde nogle lokale heste du kan sidde og kigge på, skrive dagbog (jeg har skrevet 65 stks på lidt over 4 år) læse en bestemt bog, gå en tur i regnen/blæsten/solen/måneskinnet, kigge på gamle billeder, dufte til blomster, tænd lys, ta’ et langt, varmt bad ect ect. Hæng listen op eller læg den et sted hvor den er umulig at overse. Tilføj gerne så mange ting du kan komme i tanke om, der kan gøre dig glad/gladere. Pynt den evt og giv den nogle fine farver.
  1. Bær over med dig selv og hav tålmodighed, det tager tid at komme godt igennem en depression. Det værste du kan byde dig selv lige nu er at bebrejde dig selv, at føle skam over situationen og at presse dig selv til bare at “komme over det”. Vær i stedet medfølende overfor dig selv, på samme måde som du ville være overfor en anden i din situation, og tal pænt, beroligende og opmuntrende til dig selv. Gerne højt! Sig f.eks noget ala “Ja det er noget lort lige nu, men du gør allerede dit bedste for at komme ovenpå igen, så bare ta det roligt” eller “Det er muligt du ikke fik ordnet det du havde planlagt idag, men det er okay! Du prøver bare igen når du har flere kræfter”. “Det var super flot at du kom i bad idag, fik støvsuget, ringet til lægen, gået på apoteket, spist frokost…” er også gode at bruge. Ros dig selv helt vildt for selv de mindste ting, og bær over med dig selv for alle de ting du ikke når, eller kan overskue alligevel. Det skal nok komme når du får mere energi.
  1. Husk at du er i en midlertidig tilstand. Det vil ikke vare forevigt, og slet ikke hvis du følger ovenstående råd. 
  1. VIGTIGT! Jeg vil ALTID råde dig til at søge professionel hjælp hvis du ikke oplever bedring, eller at du har det så slemt at du tænker på selvmord. Det er et enormt tabubelagt emne, men det ligger mig meget på sinde da jeg har mistet en kæreste til selvmord, og jeg vil opfordre alle der går med tanker i den retning til straks at søge hjælp. På psykiatriske skadestuer kan man komme døgnet rundt uden at melde sin ankomst først. Bare sæt dig ind i en taxa og bed om at blive kørt til nærmeste skadestue. Du kan også ringe til Livsliniens telefonrådgivning alle årets dage fra kl 11-04. Det er ikke unormalt at tanken strejfer når man virkelig lider indeni, da det kan føles som en trøst at vide at vi selv kan gøre en ende på vores lidelser, men hvis tanken er vedholdende og du begynder at tænke nærmere over hvordan det kan udføres, så søg hjælp omgående. Stol på mig når jeg siger det her; UANSET hvor forfærdeligt du har det lige nu, uanset hvad der er sket, og hvilken situation du står i, så vil lyset bryde frem igen. Du er elsket af mange, de er bare nødt til at vide at du behøver deres hjælp ekstra meget lige nu, og de vil ikke anse dig som en byrde. Tværtimod.

Jeg håber at du kan bruge mine råd til at lindre din depression, eller nedtrykte tilstand. Hvis du har brug for mere konkret hjælp og støtte, så vil jeg anbefale dig at købe et forløb hos mig. Igennem 6 sessioner vil jeg sammen med hestene og naturen, hjælpe dig igennem din depression, samt give dig redskaberne til at forebygge at nye tilfælde bliver ved med at opstå. At investere i dit mentale helbred, er en gave til dig selv du aldrig vil fortryde. Uanset hvad, så sender jeg dig al min kærlighed og gode energi. 

Kærlig hilsen Christina