You are currently viewing Ben

Ben

Ben er født i 2002, og han er en helt igennem fantastisk hest. Han er utrolig rolig og selvsikker, og han hidser sig meget sjældent op – det er livet simpelthen for kort til. Han har intet imod at stå helt for sig selv og græsse eller tage sig en lur væk fra flokken, når han trænger, og han udstråler en indre ro, der altid smitter af på hans omgivelser. Han har før, han kom til mig, været hos en fantastisk kvinde i 7 år, hvor han er blevet passet og plejet efter alle kunstens regler – og inden da var han rideskolehest.

Jeg valgte Ben som terapihest på grund af hans helt igennem rolige væsen. Hans rolige sind gik lige i mit hjerte, da jeg mødte ham første gang, og jeg vidste instinktivt, at ham her ville blive en stor støtte for rigtig mange mennesker, børn som voksne, for alle kan håndtere Ben.

Han er enormt stærk og meget glad for mad – og så er han altid glad for at se dig. Han har nogle øjne, der udstråler varme, tryghed og kærlighed, og han kan altid få en urolig sjæl til at slappe af igen.

Ben har en smule slidgigt i højre bagknæ, men det er ikke noget, han er plaget af så længe, han får lov til at røre sig i sit eget tempo – og det får han lov til her 24/7. Han kan sagtens rides og nyder at komme ud på en god, lang tur i skoven. Ben er Fjordhest og 143 cm i stang.