Naturligt hestehold

Hvad er naturligt hestehold?

- og hvorfor foretrækker jeg at holde mine heste på denne måde?

Heste er flokdyr, og de er fra naturens hånd skabt til at vandre over store afstande for at finde føde. De trives bedst på åbne vidder, hvor der er et godt udsyn, så de kan holde øje med farer, der lurer.

Det er i dag de færreste heste, der har det privilegie at kunne leve på den måde – fuldstændig, som levede de i det fri – men man kan som hesteejer gøre meget for at skabe nogle naturlige rammer for hestene, og dermed efterligne det liv, de oprindeligt kommer fra. Ved at sætte sig ind i hestenes behov kan man undgå mange misforståelser og unødige konflikter hest og menneske imellem.

Heste ville i naturen græsse i ca. 16 timer i døgnet. Resten af tiden ville de bruge på at hvile sig, motionere, socialisere sig og sove. Grunden til, at så mange timer går med at spise, er blandt andet, at heste producerer mavesyre hele tiden i modsætning til os, og at en tom mavesæk medfører mavesår, som er en farlig tilstand, hvis ikke den bliver behandlet. Derfor er det bedst, at hesten hele tiden har lidt i maven.

En anden grund er, at heste fra naturens hånd er byttedyr og skal kunne flytte sig hurtigt, hvis et rovdyr pludselig nærmer sig. Dens mavesæk er derfor ikke særlig stor, da det ikke er meningen, at heste skal indtage store måltider mad ad gangen og fylde maven.

Mavesækken fylder kun ca. 10% af hestens samlede fordøjelsessystem og kan rumme ca. 15-20 liter, hvor menneskers mavesæk kan rumme op til en liter mad. Det er derfor vigtigt. at hesten har adgang til godt stråfoder og/eller græs de fleste af døgnets timer.

Heste tilhører den gruppe af dyr, som vi kalder steppedyr. Det betyder, at de er planteædere, flokdyr og byttedyr.

Bliver de skræmte, er deres første reaktion at flygte med det samme, og det er derfor vigtigt at lære hestenes signaler at kende, når man bevæger sig rundt iblandt dem, for på den måde kan man som menneske ofte nå at forudse, hvad deres næste træk er. Heste er nemlig ikke totalt uforudsigelige – tværtimod har de et meget tydeligt kropssprog, som ikke er så svært at læse, når man først har lært det.

Der er mange forskellige årsager til, at jeg har valgt at holde mine heste så naturligt som muligt. Den vigtigste grund er, at jeg ønsker at skabe de bedste rammer for dem.

Jeg ønsker, at de skal være sunde, glade og tilfredse med det liv, jeg har valgt for dem. Når hestene får fri adgang til at bevæge sig, som de vil, styrker de deres krop, balance og smidighed helt uden, at jeg behøver at arbejde hårdt for det. Samtidig undgår jeg, at de keder sig og begynder at tillægge sig dårlige vaner, og jeg sikrer mig, at deres sind er roligt og stærkt, fordi de har frihed til selv at vælge, hvad der er mest behageligt for dem i en given situation. Heste bevæger sig f.eks. rigtig meget om natten, hvilket jeg ville hindre dem i, hvis jeg satte dem ind i en boks hver aften. I stedet har de en stor, åben stald, hvor de kan ligge tørt og få læ og ly. Når hestene skal være i stand til at modtage så mange forskellige energier fra forskellige mennesker hver dag, er det vigtigt, at de er i balance. Den nemmeste måde at skabe den balance på er at lade dem få så meget frihed som overhovedet muligt.  

En anden vigtig grund er, at de bidrager til naturplejen, og dermed hjælper de mig med at holde grunden pæn og fri for uønskede vækster. De kan spise næsten alt, og da de spiser hurtigt, er der ofte lav vegetation på folden. Når der er lav vegetation, kan solen nå helt ned til jordbunden, og det stimulerer vækst af forskellige urter, planter og buske, som blandt andet tiltrækker insekter og fugleliv. De har altså også en positiv indvirkning på den biologiske mangfoldighed. Havde hestene vandret over større afstande, ville de samtidig være med til at sprede frø i landskabet, da de sætter sig fast i hestenes pels og flyver af igen.

Man kunne fristes til at tro, at der var mindre arbejde ved at holde heste på denne måde, men faktum er, at det næsten er et lige så stort arbejde at have dem gående i løsdrift. Der skal stadig muges ud hver dag – både inde i huset, men også på folden for at holde ormetrykket nede – og jeg bruger rigtig mange timer om ugen med en greb i hånden, men det er god motion, og jeg elsker at passe hestene.

Vil du vide mere?

Du er altid velkommen til at kontakte mig både på telefon, sms eller mail, hvis du har spørgsmål eller ønsker yderligere oplysninger. Jeg tilbyder en gratis, afklarende telefonsamtale, inden du beslutter dig for, om jeg er den rette til at hjælpe dig videre i livet.