D. 1. januar 2019 fik jeg pludselig kvalme, kastede voldsomt op, og fik kraftige smerter i maven. På trods af, at jeg har født to børn, havde jeg aldrig på daværende tidspunkt oplevet at have så stærke smerter. Jeg kastede op og vred mig i smerte hele natten. Lægen, der undersøgte mig et par dage efter, kunne se, at jeg blødte en smule fra såret, men ellers så alt fint ud. Jeg fik noget smertestillende og besked om at holde mig i ro, så det gjorde jeg, men 14 dage senere startede smerterne igen – denne gang endnu vildere end sidst. Igen lå jeg hele natten og jamrede af smerte. Dagen efter var jeg hos lægen igen, og denne gang blev jeg sendt videre til nærmere undersøgelse på Herlev Hospital. Jeg troede, at jeg var i trygge hænder, da jeg lå der på briksen på gynækologisk afdeling og blev undersøgt, først af en yngre læge, som var meget sød og respektfuld. Hun undersøgte mig grundigt, men til sidst måtte hun tilkalde bagvagten, som er en mere erfaren læge, for hun havde ikke set det her før. Den ældre læge kom ind og virkede meget irriteret. Hun trykkede mig hårdt på maven, mens hun scannede mig længe nedefra, men på trods af, at jeg udtrykte min smerte flere gange, havde feber og en 3 cm lang bristning i vaginaltoppen, besluttede hun sig for at undlade at sende mig til yderligere undersøgelse, men indlagde mig for natten og sendte mig til akutoperation morgenen efter for at sy bristningen sammen. Det var en kæmpe fejl.
Jeg blev syet sammen under fuld narkose og blev sendt hjem et par timer senere med penicillin til tre dage og besked om at møde til undersøgelse 4-6 uger senere. Jeg havde feber, men jeg stolede på, at alt var okay. Dog vidste jeg intet om, at jeg havde meget forhøjede infektionstal, eller at det ikke er normalt at vente så længe på at blive tjekket igen. Jeg tog hjem og lagde mig til at sove – jeg var så træt. Dagen efter kørte jeg ud til hestene og nød det smukke vintervejr, og senere spiste jeg med min familie. Det var en dejlig dag, og jeg er glad for, at jeg nød hvert et øjeblik, for den dag kunne nemt være blevet min sidste.
Om morgenen d. 19/1 2019 fik jeg pludselig stærke smerter igen. Jeg troede til at starte med, at jeg havde luft i maven, eller måske hård mave, for jeg havde jo fået en masse smertestillende medicin i løbet af måneden. Jeg prøvede alt, hvad jeg kunne for at komme af med det, men ingenting skete, og smerterne tog til med uanede styrker. Jeg ringede desperat til min mor, som kom og gav mig et lavement (afføringsmiddel), men da der heller intet skete dér, vidste jeg godt, at jeg skulle på hospitalet, så min mor ringede efter en ambulance. De kom hurtigt, men de tog mig slet ikke alvorligt. Jeg svedte og hyperventilerede af smerte, jeg kunne dårligt trække vejret, og det begyndte at skræmme mig, for jeg er normalt ekstremt dygtig til at kontrollere mit åndedræt. Jeg fik noget smertestillende via et venflon i hånden og blev spurgt, om jeg selv kunne gå ned ad trapperne fra 2. sal, hvor båren stod udenfor og ventede i kulden! Jeg kan intet huske fra ambulancen, men de tog det stille og roligt. Alt for stille og roligt. Min mor var kørt i forvejen og kunne ikke forstå, hvor de blev af. Da de endelig kom med mig, vågnede jeg op, og smerterne startede igen. Nu med fornyet styrke, men jeg fik ikke mere smertestillende før 5-6 timer senere.
I alle de timer lå jeg på Herlev akutmodtagelse uden at få hjælp, selvom min mor desperat løb rundt ude på gangene for at få dem til at forstå alvoren. Flere læger tilså mig, men uden at reagere på mine kraftige smerter, som kun blev stærkere og stærkere. Til sidst begyndte jeg at skrige. Jeg skreg om hjælp, skreg, at min mor skulle ringe 112 og få mig indlagt på et andet hospital, og jeg skreg for at holde mig i live, for jeg kunne godt mærke, at jeg var ved at dø. Hver gang jeg var ved at miste bevidstheden, begyndte jeg at skrige, og når jeg ikke skreg, så lå jeg og messede små mantraer for mig selv. Fortalte mig selv hvor stærk, jeg er i kroppen, i sindet og i sjælen, og at jeg nok skulle overleve. At jeg skulle kæmpe for at blive her hos mine børn, mine heste og alle dem, jeg elsker, og at min tid her på jorden ikke var forbi endnu. Når jeg ser tilbage på den dag, kan jeg stadig forundres over, at jeg ikke mistede forstanden – og at mit hjerte ikke gav op.
Da en kompetent læge endelig kom til, og jeg kom i CT-scanneren, gik det pludselig stærkt. Jeg havde bughindebetændelse, en komplikation fra operationen, hvor min livmoder blev fjernet. En meget alvorlig tilstand med døden til følge, hvis ikke man bliver akutopereret, og min krop havde været under massivt pres i omkring 8 timer. Jeg havde haft en stor byld i maven på 8 x 4 x 3 cm, som var sprunget om morgenen, og alle mine organer svømmede – med kirurgens egne ord – i betændelse. Jeg blev akutopereret i 3 timer og vågnede op med en skamferet mave, et dræn i venstre side, som betændelsen kunne løbe ud af, og i højre side havde jeg fået anlagt en midlertidig stomi. Et stykke af min tyndtarm var ført ud igennem maven, og jeg skulle fra det ene øjeblik til det andet forholde mig til et helt nyt liv.
Jeg var i chok, da jeg vågnede. Jeg forstod ikke, hvad der var sket med min krop, og der gik et par dage, før jeg kunne rumme at forholde mig til den stomi, som jeg nu skulle leve med i et mindst et halvt år. Jeg lå på hospitalet i 12 dage. Seks af dagene sad drænet fast i mit lillebækken, og da det endelig kunne fjernes, var det groet så meget fast, at det ikke bare kunne trækkes ud uden videre. Det var så smertefuldt, at jeg måtte pumpes med stesolid og morfin, inden lægen kunne rykke det ud. Hvis du nogensinde har set filmen “Exorcisten”, så husker du nok Regan, der rejser sig helt vild fra sengen, mens hun griner, skriger og spræller. Nogenlunde sådan så jeg ud, idet lægen rykkede til! Jeg rejste hele overkroppen fra sengen, mens jeg skreg af smerte, græd af lettelse og grinede helt hysterisk. Jeg tabte mig 10 kg., mens jeg var indlagt, og jeg mistede rigtig meget muskelmasse, fordi jeg bare lå stille. Jeg var de første mange dage for syg til at komme ud af sengen. Da jeg endelig kunne komme lidt ud, blev jeg kørt i kørestol. Da jeg fik lidt flere kræfter, begyndte jeg at gå med rollator, og efter en måneds tid kunne jeg klare mig kun med en stok. Jeg begyndte at komme i stalden igen, og jeg var aldrig kommet så hurtigt på benene igen, hvis ikke det havde været for den ild, der brænder i min sjæl. Jeg nægtede at give op – jeg havde en virksomhed, der skulle startes!